Revideret oplæg til byudvikling

Revideret oplæg til Byudvikling for Morud bymidte efter borgermødet den 11.8.2016:

Morud Bymidte

Efter den gode debat på borgermødet i Langesøhallen den 11. august, har landsskabsarkitekten fra Land+ nu lavet et nyt forslag, der tager højde for to af de vigtigste indvendinger på mødet.

For det første er den projekterede sti med hældning mod Rugårdsvej på jordstykket nord for Rugårdsvej nu opgivet. Dermed er faren for, at børn/unge kommer cyklende den vej over Rugårdsvej nu minimeret. I stedet etableres en plads ved at fjerne jord fra bakken.
Og for det andet har kommunens trafikafdeling nikket ja til, at der kan etableres en færdselssikring i krydset Rugårdsvej/Centret/Idrætsvej. Det betyder, at krydset bliver hævet med en farvet og støjsvag belægning.

Se det reviderede forslag Byudvikling Morud, og kom gerne med kommentarer nedenfor.

Sagens videre gang: I løbet af et par uger samler vi vores kommentarer og forslag sammen og sender dem til kommunen, hvor forslaget skal politisk godkendes i løbet af efteråret. Selve arbejdet er udsat, idet kommunen vil have halbyggeriet med tilhørende tung arbejdstrafik gennemført først. Ellers vil trafikken skade anlægget i krydset. Så spaden kommer først i jorden i 2017.

Keld Vrå Andersen
Tovholder
29.8.2016

bymidte2

6 tanker om "Revideret oplæg til byudvikling"

  1. Rigtig spændende projekt og flot udførsel!
    Kunne man forestille sig at infotavlen både ville kunne være til manuel opsætning af plakater samt rumme en led tavle, så det giver områdets aktører mulighed for at skabe øget blikfang omkring arrangementer og aktiviteter der afholdes i området?

  2. Hej.
    Lige en kommentar angående krydset – Idrætsvej/Rugårdsvej.
    Af hensyn til de mange børn (læs Havrehedskolen) der passerer over dette kryds – bør der være mere fartbegrænsning end det farvede “kryds”. Hvad med Blinkende lys på begge sider og i begge retninger på Rugårdsvej, samt indsnævrede vejbaner?

    1. Kan der ikke findes et andet sted til flaske og dåsekuberne?
      Rene fra Brugsen ville godt have én af hver.
      Man kunne helt nedlægge pladsen og øge antallet ved Skovvej/Tokkerodvej.
      Husk strøm til byens juletræ.

  3. Til alle, der deltager i debatten eller bare kigger med: Kommunen ønsker nu at samle op på debatten, så der er et entydigt forslag, før projektet skal diskuteres politisk. Vi har derfor aftalt, at jeg fredag samler indlæggene her på siden og melder dem tilbage til kommunen.
    Det skal selvfølgelig ikke forhindre os i at fortsætte debatten og udvekslingen af ideer her på siden eller i andre sammenhænge.
    Men fredag skriver vi altså til kommunen.

  4. Med den kommende hal-udvidelse i mente, skal det sikres at hallen + området omkring den, ikke “pakkes” væk i ny beplantning. Det skal være muligt at “se” hvor det fine nye anlæg er placeret. Dette være sig i form af skiltning for alle de udefra kommende besøgende.
    Der er masser af grønt der omkranser hal området, så vær realistisk omkring hvor højt en evt ny beplantning skal være, samt hvilket formål der ønskes anvendt af beplantningen.
    Vil det stadigt være meningen at der kan parkeres store køretøjer på p-plads, som der bliver gjort idag, eller vil det blive for begrænsende?

  5. Hej
    Bare for at være på den sikre side. Alle tilslutninger, el, vand, fjernvarme, afløb, tele og IT, er af nyere dato, også under Rugårdsvej i Krydset, nu hvor der sker alle disse ombygninger og forbedringer – det er der styr på, ik..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *